Tænker du på de mindste detaljer, alt i mens du holder overblikket og driver resultater? Er du passioneret omkring kultur, videnskab og kreative projekter og brænder du for at lede og eksekvere i samarbejde med de største aktører inden for kultur- og videnssektoren? Hvis ja, så kan du være den projektchef, vi søger hos ADBC.
Som projektchef vil dit primære ansvar være at drive og vækste vores konsulentforretning under navnet ADBC. Her samarbejder og leverer vi komplekse projekter til kunder som Film Akademiet, Bikubenfonden, Museer i København og Omegn, Københavns Universitet, Clever, Ørsted, Fonden Roskilde Festival, Frederiksborg Slot, Fondenes Videnscenter, Hempel Glasmuseum m.fl.
Du vil være ansvarlig for at lede og koordinere projektteams, sikre at alle projekter leveres til tiden og inden for budget samt sikre, at kundernes forventninger bliver mødt. Du vil samarbejde tæt med vores kreative team, herunder projektledere, programansvarlige, tekstforfattere og marketingeksperter for at skabe innovative løsninger, der er i tråd med vores kunders behov og mål. En typisk hverdag vil have et højt tempo med en blanding af intern planlægning og ekstern eksekvering. For at blive en succes i jobbet skal du kunne:
- Udvikle og implementere projektplaner, herunder udarbejde tilbud, ressourceallokering, tidsplanlægning og risikohåndtering. Dette gøres i samspil med direktøren og vores projektledere, men det er dig, der driver processen.
- Kommunikere effektivt med kunder for at identificere deres behov og sikre, at deres forventninger bliver mødt. Her er det vigtigt, at du hjælper vores team med at opnå fælles succes i deres eksekvering.
- Identificere og udnytte muligheder for at udvide vores forretning gennem krydssalg og mersalg.
- Opbygge og vedligeholde langvarige kundeforhold og samarbejde med interessenter på alle niveauer.
- Opbygge og videreudvikle projektkompetencer hos både fastansatte og freelance medarbejdere. Dette inkluderer at tænke langsigtet, forudse behov før de opstår, samt at konflikthåndtere om nødvendigt.
- Vi er ikke større end, at projektchefen også selv eksekverer og indgår som projektleder på et eller flere projekter. Omtrent halvdelen af din tid vil gå med dette til at begynde med.
Din profil
- En videregående uddannelse med overbygning eller erfaring inden for projektledelse/forandringsledelse.
- Minimum seks års erfaring inden for projektledelse, gerne inden for den kreative branche og konkret erfaring med planlægning af større events (ikke et krav).
- Musikalitet – både hvad angår at kunne begå sig blandt kreative samt i forhold til kunder.
- Dokumenterede resultater inden for succesfuld ledelse af komplekse projekter med mange interessenter.
- Stærke kompetencer inden for tids- og økonomistyring.
- Solide ledelses- og kommunikationsevner med evnen til at lede og udvikle projektteams. Erfaring med at skabe resultater gennem andre.
- Stærk problemløsnings- og beslutningsevne. Her lægger vi især vægt på en praktisk tilgang, hvor du også selv giver en hånd med i projekteksekvering.
- Fremragende organisatoriske færdigheder, en strategisk tankegang og evnen til at jonglere med flere projekter samtidigt.
- Flydende dansk og gerne højt niveau af engelsk, både skriftligt og mundtligt.

Vi tilbyder
Vi er et gammelt hus med en ung sjæl. Din arbejdsdag vil foregå i en dynamisk og afvekslende hverdag på kontoret i Nørregade i et kreativt og dybt fagligt miljø.
Vores projekter eksekveres i et varieret årshjul i centrum af den danske kulturverden med en perlerække af spændende kunder, festivaler og kulturevents fordelt over året.
Du vil blive en del af vores team med 20 dedikerede, ambitiøse og søde kolleger, der alle er klar til at lære fra sig, sludre over den daglige fællesfrokost og næppe takker nej til en fredagsøl.
Denne stilling er en nyoprettelse, og du vil derfor kunne sætte dit præg på dens udvikling. Vi forventer, at stillingen bliver en central del af fremtiden for ADBC og den rigtige kandidat vil derfor være nysgerrig på, hvordan de kan sætte deres personlige præg på organisationen, både menneskeligt og fagligt.
Om ADBC
ADBC – tidl. Golden Days Sekretariat – er et af landets førende huse med knap 30 års erfaring inden for konceptudvikling og formidling af kultur, kunst, historie, natur og videnskab. ADBC står bag den kulturhistoriske festival Golden Days, der hvert år har mellem 30-40.000 besøgende og et program, der spænder over mere end 200 arrangementer, samt natur- og videnskabsfestivalen Bloom, der årligt tiltrækker omkring 15.000 gæster i Søndermarken. Derudover driver ADBC det landsdækkende museumsinitiativ K7, der sidste år gav 50.000 unge gratis adgang på landets kulturinstitutioner. ADBC er desuden sekretariat for Museer i København og Omegn samt for Danmarks Filmakademi og Robert Prisen.
Kultur, historie, natur og videnskab skal ikke være for de særligt indviede. Derfor laver vi oplevelser, der ikke er til at komme udenom. Med events, kampagner, rådgivning og udgivelser finder vi fængende vinkler, tiltrækker nye publikummer og skaber mødesteder for Danmarks mest interessante kultur-, natur- og videnskabsinstitutioner.
Kundskab, vildskab og lidenskab er kernen i alt, hvad vi laver.
Din ansøgning
Send en kort motiveret ansøgning, dit CV og en case, der viser, hvad du kan til hello@adbc.studio.
Ansøgningsfrist: 21. august 2023 klokken 12. Vi indkalder løbende til samtale.
Løn fastsættes efter kvalifikationer. Bemærk, at vi ikke er lønførende.
Kontakt
Yderligere oplysninger fås hos direktør Svante Lindeburg, der kan kontaktes på 26 20 93 98 eller svante@adbc.studio.
