Vil du være med til at udvikle den digitale profil i et af Danmarks førende huse inden for kommunikation, konceptudvikling og formidling af kultur og videnskab? Er du en skarp formidler og drømmer du om at inspirere og engagere en bred kulturinteresseret målgruppe på tværs af platforme?
Så kan du netop nu søge stillingen som kommunikationspraktikant hos ADBC, der blandt andet står bag de to festivaler Golden Days og Bloom, Robert Prisen samt ungdomskulturugen K7.
Som en del af kommunikationsafdelingen vil du spille en stor rolle i fire af vores kerneprojekter til efteråret:
- Golden Days hylder historiens storhed og evige relevans. I 2022 satte vi fokus på kvinder, køn og magt under temaet ‘QUEENS’ og tiltrak 40.000 gæster. I 2023 tager ’Golden Days på landet’, hvor du som kommunikationspraktikant er med til at forme og tilrettelægge kampagner, pressestrategi og formidling, når festivalen løber af stablen 1.–17. september.
- K7 giver hvert år unge mellem 18-27 år fri entré til knap 200 museer, kunsthaller og teatre i hele uge 37. Du er med til at udvikle og eksekvere årets kampagne, der sidste år trak 50.000 unge ud i det danske kulturliv.
- Robert Prisen – den danske Oscar – uddeles hvert år af Danmarks Filmakademi og deres 2500 medlemmer. ADBC er producent for prisen, og du vil som praktikant være med til at kommunikere årets prismodtagere og fejringen af året der gik i den danske filmbranche.
- Bloom – festival om natur og videnskab præsenterer hvert år nogle af vor tids skarpeste forskere, filosoffer, kunstnere og tænkere, når 12.000 årlige gæster lægger vejen forbi Søndermarken i maj. Resten af året formidler vi natur og videnskab i onlinemagasinet Bloom Explore, hvor du som praktikant kommer til at assistere med videoproduktion, interviews og formidling.

Som kommunikationspraktikant hos ADBC får du:
- Indgående kendskab til processerne omkring større kulturproduktioner - fra idé til eksekvering - og redskaber til at føre din idé ud i virkeligheden
- Projektlederværktøjer til at strukturere en selvstændig kampagne fra strategi til eksekvering uden at miste overblikket
- Praktisk erfaring med indholdsproduktion til sociale medier og web - både i lyd, billede og video - samt tekstforfatning til kampagner, web, pressemeddelelser og nyhedsbreve
- Mulighed for at udvide dit journalistiske netværk og blive en stærk pressemedarbejder
- Frihed til at snuse til alle grene af kommunikationsfaget og undervejs i samspil med din vejleder forme praktikperioden i den retning du finder interessant
Din profil:
- Du er i gang med en relevant videregående uddannelse i digital formidling, kommunikation, journalistik eller lignende - formentlig fra universitetet, KEA eller DMJX.
- Du har en skarp pen og lyst til at udvikle dine færdigheder i at skrive fængende tekster om alt fra kvantefysik og kulturliv til klimakrise og kvindekamp.
- Du har fingeren på pulsen, når det kommer til nye trends på sociale medier og er bredt orienteret i det danske medielandskab.
- Du kan arbejde selvstændigt, er velstruktureret og nysgerrig på ny viden og arbejdsopgaver.
- Du har måske erfaring med at klippe lyd eller video og kendskab til Adobe-programmerne.
Din praktikperiode hos os:
Praktikperiodens varighed er som udgangspunkt fra 1. august til 31. januar og er 30 timer ugentligt. Varighed og ugentligt timetal kan tilpasses din uddannelses retningslinjer og vi gør selvfølgelig plads til, at du kan have et studiejob ved siden af.
Du kommer til at gennemgå et forløb med en stejl læringskurve, som vi løbendediskuterer og tilpasser til dine interesser, erfaringer og kompetencer. Du vil dele hverdag på kontoret i Nørregade med 20 søde og dedikerede kollegaer, der alle er klar på at lære fra sig, sludre over den daglige fællesfrokost og næppe takker nej til en fredagsøl.
Om ADBC:
ADBC – tidl. Golden Days Sekretariat – er et af landets førende huse med knap 30 års erfaring inden for konceptudvikling og formidling af kultur, kunst, historie, natur og videnskab. Udover vores fire kerneprojekter Bloom, Golden Days, Robert Prisen og K7 rådgiver vi desuden virksomheder, kultur- og vidensinstitutioner i konceptudvikling, events, markedsføring, strategiske partnerskaber, medieproduktion og formidling. Du kan læse mere og se cases på www.adbc.studio.
Din ansøgning:
Send en kort motiveret ansøgning, CV og andre relevante dokumenter som eksamenspapirer og et par eksempler på enten dit skriftlige arbejde eller medieproduktioner til johannes@adbc.studio. Vi indkalder løbende til samtale, så send hellere din ansøgning før end siden.
Ansøgningsfrist: 15. maj
Kontakt:
Yderligere oplysninger fås hos kommunikationsansvarlig Johannes Mandal, der kan kontaktes på 22287777 eller johannes@adbc.studio.
