Bliv en del af holdet bag landets største videnskabsfestival og vær med til at udvikle nyskabende videnskabsformidling
Musikverdenen har Roskilde Festival. Folkemøderne har Folkemødet på Bornholm. Begivenheder, der sætter agendaen og viser vejen – ikke kun for sig selv, men for et helt felt.
Det er ambitionen for Forskningens Døgn. Vi vil være festivalen for forskning og videnskabsformidling i Danmark. En begivenhed, der hylder videnskaben, forskerne og formidlerne, ligesom vi hylder kunstneren, sportsstjernen og musikeren.
Vi vil forene det bedste fra festivalernes verden med det bedste fra videnskabens og bringe forskningen ud af laboratorierne og auditorierne. Ikke kun tale til hovedet, men også til hjertet – med formater, der overrasker, engagerer, skaber blikfang og vækker følelser. For måden, vi formidler på, er lige så vigtig som det, vi formidler.
Og her kommer du ind i billedet. Som praktikant bliver du en del af det lille hold, der udvikler, planlægger og gennemfører festivalen hos ADBC. Du kommer tæt på hele processen og arbejder sammen med forskere, kulturinstitutioner, universiteter og andre samarbejdspartnere om at få idéer til at blive til virkelighed.
Dine opgaver kan fx være:
- Koordinering og dialog med festivalens mange samarbejdspartnere
- Praktisk planlægning og koordinering af arrangementer og aktiviteter
- Research på forskere, aktuelle forskningsområder, tendenser og mulige samarbejdspartnere
- Research og indholdsarbejde i forbindelse med festivalens program
- Udvikling og kvalificering af nye arrangementsformater og idéer til videnskabsformidling
- Arbejde med Bestil en Forsker, hvor forskere fra hele landet stiller deres viden til rådighed for bl.a. skoler, foreninger og arbejdspladser
- Løbende praktiske og koordinerende opgaver frem mod og under festivalen
Opgaverne vil variere gennem praktikperioden. Nogle dage kræver fordybelse, research og struktur, mens andre handler om at tage fat, koordinere med mange mennesker og få de sidste detaljer til at gå op.
Vi forestiller os, at du:
- Er i gang med en videregående uddannelse – måske inden for humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab eller kommunikation. Vi er åbne for mange forskellige fagligheder.
- Er nysgerrig på videnskab og har lyst til at arbejde med, hvordan forskning kan formidles til mennesker, der ikke nødvendigvis allerede interesserer sig for den.
- Arbejder selvstændigt og struktureret og kan holde styr på opgaver og deadlines.
- Har gå-på-mod, er opsøgende og har lyst til at indgå i et hold, hvor der både er store udviklingsopgaver og små praktiske opgaver, der skal løses.
- Orienterer dig bredt og er nysgerrig på tendenser og den offentlige debat om samfund, videnskab, kunst og kultur.
Du behøver ikke vide alt om forskning. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, har lyst til at lære og kan se muligheder i at bringe forskellige fagligheder og mennesker sammen.
Din praktik hos os:
Som praktikant hos os bliver du en del af et kreativt, socialt og fagligt fællesskab med kontor i hjertet af København. Her arbejder vi tæt sammen på tværs af projekter og fagligheder, og alle hjælper til – både når der skal udvikles store idéer, holdes styr på de små detaljer og slæbes ølkasser. Du deler hverdagen med et hold af søde og dedikerede kollegaer, der gerne lærer fra sig, sparrer over den daglige fællesfrokost og sjældent takker nej til et glas fredagsvin.
Du får samtidig mulighed for at følge en festival hele vejen fra idé og udvikling til program, produktion og afvikling – og for selv at byde ind med dine perspektiver, interesser og idéer undervejs.
Praktisk:
Vi anbefaler, at du kan være i praktik i 30-37 timer ugentligt over en periode på minimum fire måneder. Praktikken er ulønnet og skal kunne indgå som en del af din uddannelse. Opstart er mandag d. 1. februar 2027.
Ansøgningsfrist den 30. oktober, men der kaldes løbende til samtale.
Hvis du har spørgsmål til praktikken, er du velkommen til at kontakte seniorprojektleder Emilie Deela på emilie@adbc.studio.