ADBC

Praktikant til ADBC’s konsulentteam

Ansøgningsfrist 23. november 2026

Bliv en del af ADBC’s konsulentteam og vær med til at udvikle projekter, events, strategier og nye løsninger for nogle af kulturverdenens mest spændende organisationer.

Hvordan udvikler man et koncept der både giver mening på papiret og fungerer i virkeligheden? Hvordan skaber man en strategi, der ikke bare ender i en skuffe? Og hvordan laver man events og koncepter der taler til den målgruppe man gerne vil ramme?

Det er nogle af de spørgsmål, vi arbejder med i ADBC’s konsulentteam.

Vi hjælper organisationer og institutioner i kulturverdenen med at udvikle idéer, projekter, events og retning. Vores kunder tæller blandt andre Danmarks Filmakademi, Bikubenfonden, Dansk Arkitektur Center og Det Kongelige Akademi, og opgaverne spænder bredt fra research, analyse og projektledelse til strategiudvikling og rådgivning.

Som praktikant bliver du en del af konsulentteamet og kommer med ind i forskellige kundeopgaver. Du vil derfor ikke arbejde med ét bestemt projekt eller én bestemt del af kulturlivet, men få mulighed for at bevæge dig mellem forskellige fagområder, organisationer og målgrupper.

Nogle dage dykker du ned i research og andre dage er du med til at udvikle et oplæg, forberede en workshop eller få et projekt til at rykke fremad. Fælles for opgaverne er, at vi er nysgerrige på vores kunders virkelighed og forsøger at omsætte komplekse spørgsmål til noget konkret, brugbart og relaterbart for de målgrupper de ønsker at ramme.

Dine opgaver kan fx være:
  • Research og analyse af kulturfelter, organisationer, målgrupper, tendenser og aktuelle dagsordener
  • Projektledelse og koordinering
  • Bidrag til udvikling af strategier, koncepter og nye initiativer
  • Forberedelse af workshops, møder og præsentationer
  • Indsamling, strukturering og formidling af viden og indsigter
  • Løbende dialog og koordinering med kunder, samarbejdspartnere og kollegaer
  • Praktiske og koordinerende opgaver, der får projekterne sikkert fra idé til virkelighed

Opgaverne vil variere gennem praktikperioden og fra kunde til kunde. Nogle kræver fordybelse, analyse og sans for detaljer. Andre kræver, at du kan skabe struktur, stille gode spørgsmål og holde hovedet koldt, når mange ting er i bevægelse på én gang.

Din profil:

Du er i gang med en videregående uddannelse – måske inden for humaniora, samfundsvidenskab, kultur, projektledelse, strategi, analyse eller noget helt syvende. Vi er åbne for mange forskellige fagligheder.

Det vigtigste er, at du er nysgerrig på kulturverdenen og har lyst til at forstå, hvordan organisationer, projekter og mennesker fungerer.

Vi forestiller os, at du:

  • Interesserer dig for flere områder inden for kunst, kultur og samfund – og gerne bevæger dig på tværs af dem
  • Er analytisk og nysgerrig og synes, det er spændende at sætte dig ind i et nyt område
  • Kan skabe struktur i information, processer og opgaver
  • Skriver godt og kan formidle komplekse ting enkelt og præcist
  • Arbejder selvstændigt, men trives med at udvikle løsninger sammen med andre
  • Gå-på-mod og er ikke bange for hverken store strategiske spørgsmål eller de mindre praktiske opgaver, der får et projekt til at fungere
  • Orienterer dig bredt og er nysgerrig på, hvad der rører sig inden for kultur, samfund og den offentlige debat

Du behøver ikke på forhånd at vide præcis, om du vil være strateg, projektleder, analytiker eller rådgiver. Praktikken er også en mulighed for at prøve forskellige typer opgaver af og finde ud af, hvor dine egne interesser og styrker ligger.

Om praktik hos os:

Som praktikant hos ADBC bliver du en del af et kreativt, socialt og fagligt fællesskab med kontor i hjertet af København.

Vi arbejder tæt sammen på tværs af projekter og fagligheder, og der er ikke langt fra idé til handling. Du kommer til at arbejde sammen med både projektledere, rådgivere, og resten af ADBC og får indblik i mange forskellige dele af kulturverdenen undervejs.

Vi forventer, at du byder ind med dine egne perspektiver, interesser og idéer – også når du ikke kender svaret på forhånd. Til gengæld får du kollegaer, der gerne deler deres erfaringer, inviterer dig med ind i arbejdet og sparrer over den daglige fællesfrokost. Og ligesom resten af ADBC hjælper konsulentteamet til, både når der skal tænkes store tanker, finpudses en præsentation og slæbes ølkasser.

Praktisk:

Vi anbefaler, at du kan være i praktik i 30-37 timer ugentligt over en periode på minimum fire måneder. Praktikken er ulønnet og skal kunne indgå som en del af din uddannelse. Opstart er som udgangspunkt mandag d. 1. februar 2027, men det kan også være tidligere, hvis det passer bedre med din uddannelse.

Ansøgningsfrist: den 30. oktober, men der kaldes løbende til samtale. Hvis du har spørgsmål til praktikken, er du velkommen til at kontakte teamleder Johanne Katrine Nielsen på johanne@adbc.studio eller 24404587.